Årets Vækstvirksomhed

(Sparekassen Kronjylland – Randers Amtsavis)

Virksomheden skal have en årlig omsætning på minimum 5 mio. kroner, minimum 5 ansatte og have haft:

– Vækst de seneste 3 år på 20% eller mere i omsætning (bruttoresultat)
– Vækst de seneste 3 år på 20% eller mere i antal ansatte

Krav til primær drift: Det primære resultat må godt være negativt ét år, men summen af den primære drift over de 3 år skal være positiv.

Krav til sammenlignelighed: Tallene i de 3 år, der danner baggrund for udvælgelsen, skal være fuldt ud sammenlignelige, for at der kan beregnes en retvisende vækst.

Virksomheder der i deres drift bygger på lokale styrker, udviser ansvarlighed i forhold til ansatte, miljø, energi eller på anden måde har en god historie som viser, at man vil og kan drive virksomhed både med hjerne og hjerte prioriteres i udvælgelsen af årets vinder.

De nominerede i 2023

Unimec A/S

Unimec A/S blev stiftet i 2007, af Birgit Nordstrøm, Henrik Lund Andersen og Lasse Taulborg Madsen med store drømme og forhåbninger til fremtiden. Disse drømme er ikke blevet mindre, og man har siden sat sig nye og større mål for fremtiden. I 2020 skabte Unimec en professionel bestyrelse bestående af Mads Peter Lübeck og Carsten Raunsbæk. Det har bl.a. medvirket til, at de i dag har udvidet ejerkredsen med Martin Hundevad. Virksomhedens mission er at hjælpe nationale og internationale industrikunder med at løse deres udfordringer med automation i deres produktion; alt fra mindre maskiner til komplette produktionsanlæg, og på den måde være med til at skabe vækst og profit.

Vulkan Dæk A/S

Vulkan er en dansk familievirksomhed som producerer slidbanedæk af den allerbedste kvalitet. Uanset hvem man møder hos Vulkan, oplever man, at de gør alt, hvad de kan, for at give dig god og venlig service. De kører med 4-dages uge i produktionen, som bl.a. har mindste sygefraværet. Virksomheden har netop igangsat et generationsskifte, hvor sønnen, Michael Wardinghus (3. generation), køber sig ind i Vulkan Dæk A/S.

Kronjyllands El-service ApS

Kronjyllands El-service startede op i 2018 med en mission om at være blandt Østjyllands bedste leverandører af tekniske løsninger inden for EL, sikring, tele- og datainstallatør, samt vedvarende energiløsninger til privat, erhverv og offentlige instanser. Visionen er at lave gode tekniske løsninger, der skaber vækst og komfort for deres kunder. På kun 5 år er det på imponerende vis lykkedes virksomheden, via organisk vækst, at vokse sig til at være en af de største elinstallatører i Randers.